Sikken en tur.
Ja, det er hjælperturen, jeg taler om.
Vi kørte fra Ellemarkskolen kl. 9. Vi var alle spændte på, hvor turen gik hen. Der var morgenkaffe og rundstykker, lækkert. Vores første stop var hos Krudtuglerne i Frederiksværk, hvor vi fik en guidet tur rundt i byen med en af gængerne deroppe fra, det er vel nok en flot by, smukke huse og kanaler, der var også et flot kulturhus, som var ombygget af nogle af de gamle Krudtsværksbygninger. Der var en fantastisk trækunstner ved navn Jørn Hansen, en, som man godt kan have i baghovedet, hvis vi ser, der kommer en udstilling med ham.
Efter Frederiksværk gik turen til Hundested. Hvor vi spiste frokost nede ved havnen, en lækker tallerken, puh ha, hvor var jeg mæt. Efter frokosten fik vi mulighed for at gå ud/OP og se Grønlandsfareren Knud Rasmussens hus, der ligger ved Halsnæs, et smukt sted med udsigt over Kattegat. Jeg tror, de fleste af os fik pulsen op, men det var dejligt at få rørt sig efter sådan en god frokost. Derpå kørte vi videre i vores dejlige efterårslandskab.
Eftermiddagskaffen fik vi i Frederikssund, nede ved havnen, en skøn kop kaffe med en lækker hjemmebagt kage og småkager, hold da op, hvor smagte det godt.

Vi kørte hjem derfra og var i Køge igen efter en dejlig oplevelsesrig dag i egne, som jeg ikke kender særlig meget til.
Tak for en god tur.
Hilsen Kirsten Hansen